Elastisk tape

Den farvestrålende elastiske tape bliver mere og mere almindelig bland sportsfolk og ”almindelige ” mennesker. Der er ingen tvivl om at tapen er rigtig effektiv, når den bliver brugt på den rigtige måde, sat på af en der har forstand på det. Desværre har tapens stærke farver også en nærmest magnetisk tiltrækningskraft, der gør at mange bruger det, uden at vide hvad de laver.

Kinesio taping af skulder

Lad mig starte med at slå fast at tapen i sig selv, og dens farve, er ganske uinteressant! Forskellen på en billig og en dyr tape er ikke effekten, men hvor god den er at arbejde med ( Hvordan klistrer den? Hvor længe kan tapen sidde fast? Kan huden tåle limen der bruges? Hvordan er den at arbejde med osv.)

Det der gør tapen effektiv er kun måden den bliver anlagt på. Når man lægger tapen på skal man tage hensyn til leddenes stillinger, musklernes længder, strækket i tapen og den skade man ønsker at tape. Det er disse forhold der gør at man kan opnå forskellige resultater med tapen. Man kan købe færdigklippede stykker (precuts) til skuldre, knæ osv.  Lad være med at hoppe på den!!! Det ser fint ud, og der er sikkert mange der spørger ind til det, men du skal være heldig for at få effekt ud af det.

Overordnet set kan tapen bruges til tre forskellige områder:

-Muskelaktivitet

Muskler arbejder bedst i en bestemt længde. Ved at lægge elastisk tape på musklen med det helt rigtige stræk og i den rigtige retning kan man påvirke musklen til at hæmme eller øge spændingsgraden. Man kan dermed få nogle muskler til at arbejde mere, mens andre dæmpes lidt, hvilket kan være meget gavnligt eks. i en optræningssituation.


Kinesiotape har fjernet noget af blødningen-Hævelse og blødning i led eller muskler
Ved at lave en sensorisk påvirkning og at løfte vævet, kan tapen være med til at ”dræne” det hævede område. Ved pålægningen tilføres stræk til vævet, og tapen lægges på uden stræk. Når leddet eller musklen rettes ud sidder tapen ofte og ser lidt krøllet ud, og giver dermed dette løft.

 

-Mekanisk hold
Elastisk tape kan som andre tapeformer også bruges til et mekanisk hold. Det kan f.eks. være en knæskal der skal justeres lidt, eller en sene der skal støttes for at kunne klare en belastning. Man kan her også bruge almindelig sportstape. Om man bruger den ene eller den anden er meget afhængig af situationen. De to tape former har hver deres fordele og ulemper. Sportstapen er rigtig god til at holde noget fast i en bestemt position, hvor elastisk tape tillader bevægelighed samtidig med støtten.

 

Elastisk tape kan bruges som smertelindring, eller en støtte i optræning, hvis man ved hvad man laver. Der findes mange videoer på nettet med instruktion i anlæggelsen af tapen. Som med alt andet på nettet, kan man både finde det gode og det dårlige. Hvis du vil prøve selv at starte op med tapen, skal du stille dig selv det enkelte spørgsmål: Virker det efter hensigten? Hvis det gør, har du nok fundet en god instruktion, som du kan arbejde videre med. Har det ingen effekt, eller får du det ligefrem værre, bør du få det nærmere undersøgt. Ikke alle med smerter i det samme område, fejler jo det samme…

Jesper Fried Vive
Fysioterapeut, Cert. MDT, Exam MT

28. april 2013